Storbritannien er et monarki med et parlamentarisk styringssæt. Konstitutionen er ukodificeret og delvis uskreven. Statsoverhovedet, og i teorien den endelige kilde til statsmagt, er den britiske monark. I realiteten er monarken i hovedsag en ceremoniel institution. Formelt er det i dag monarken gennem parlamentet som er statens suveræne magt, med både lovgivende, udøvende og dømmende kompetencer i sidste instans. Parlamentet består af to kamre: Underhuset (House of Commons) og Overhuset (House of Lords). Parlamentsmedlemmerne til Underhuset vælges ved flertalsvalg i enkeltmandskredse, og valgperioden er 5 år, men premierministeren kan udskrive valg inden valgperiodens udløb.
Under premierminister Tony Blairs første regering (1997-2001) blev der indført flere forfatningsmæssige ændringer i UK. Således blev der etableret begrænset selvstyre i Skotland, Wales og Nordirland efter lokale folkeafstemninger. De regionale parlamenter, der blev åbnet i 1999, har kompetence på en række indenrigspolitiske områder, bl.a. kultur, industri, uddannelse, miljø, sundhed, landbrug og fiskeri.
Indenrigspolitisk situation:
Ved valgsejren i 2005 bevarede Labour sit flertal i Underhuset, men med en kraftig tilbagegang på 57 mandater i forhold til valget i 2001. Premierminister Tony Blair kunne således fejre en historisk tredje valgsejr som formand for Labour. Under sin regeringstid har Blair formået at transformere Labour fra et traditionelt venstreorienteret parti for arbejderklassen og de offentlige ansatte til et bredt funderet midterparti. Det såkaldte ”New Labour” kombinerer markedsreformer af den offentlige sektor og en forsvarlig håndtering af økonomien med social retfærdighed, mobilitet for de dårligst stillede og klassiske værdier som respekt, lov og orden.
Under overskriften ”Respekt og Reform” præsenterede Blair således i maj 2005 sit regeringsprogram, som indeholdt et rekordstort antal lovforslag – 45 forslag mod 32 i 2004 og 19 i 2003. Et centralt lovforslag omhandler reform af det engelske politiske to-kammersystem med et valgt Underhus og et udpeget Overhus. Blair forventes at ville ændre praksis for udpegelse af Overhusets medlemmer og samtidig fortsætte den reduktion af Overhusets omfang og beføjelser, som han påbegyndte i 1999.
Trods fremgangen ved det seneste valg, valgte de Konservatives leder, Michael Howard, umiddelbart efter valgnederlaget at annoncere sin afgang som partiformand, så snart en ny leder var udpeget. Selvom de Konservative i valgkampen havde fokuseret på traditionelle konservative kerneemner som immigration, orden og sikkerhed, lykkedes det ikke partiet at opnå en tilstrækkelig bred og midtersøgende appel til at få det comeback, de havde håbet på.
Efter en lang og grundig valgkamp blev David Cameron i december 2005 af partiets medlemmer valgt til ny formand for de Konservative. Cameron har som ny leder lagt en udpræget midtsøgende profil og forsøger aktivt at gøre op med partiets mere højreorienterede fortid og renommé, herunder ved at lægge klar afstand til Margaret Thatchers 11-årige styre. Noget der ikke er uproblematisk, da perioden stadig af mange konservative ses som partiets storhedstid i efterkrigstiden.
UK’s tredjestørste parti, Liberal-Demokraterne er gået frem ved de tre seneste parlamentsvalg. Som følge af en række skandaler måtte lederen Charles Kennedy dog trække sig i slutningen af 2005. Som de Konservative valgte de Liberale ny leder gennem afstemning blandt partiets medlemmer. Resultatet blev, at Sir Menzies (Ming) Campbell i marts 2006 blev partiets nye formand.
Liberal-Demokraternes mærkesager er mere progressiv beskatning, afskaffelse af undervisningsafgifterne ved universiteterne og bedre forhold for pensionisterne. Liberal-Demokraterne er herudover det eneste af de tre store partier, der lige fra starten var imod aktionen i Irak.
Udenrigspolitisk situation:
Det transatlantiske forhold spiller en central rolle i britisk udenrigspolitik. Det tætte forhold mellem UK og USA er historisk og er blevet yderligere styrket af samarbejdet om indsatsen i Irak og det forudgående internationale forhandlingsforløb. Begivenhederne efter den 11. september 2001 og kampen mod terrorisme har ligeledes styrket samarbejdet mellem UK og USA. På det personlige plan er der opbygget tætte relationer mellem premierminister Blair og præsident Bush, og Blair har i høj grad påtaget sig en rolle som politisk bindeled mellem Europa og USA.
UK spiller endvidere en vigtig rolle som del af den EU-trio, der, i samarbejde med medlemmerne af FN’s sikkerhedsråd, herunder ikke mindst USA, fører forhandlinger med Iran på atomkraftsområdet. Storbritanniens regering ser også en central rolle for landet i de mellemøstlige fredsforhandlinger.
I 2005 har UK haft formandskabet for G8 og EU (årets sidste halvdel). I forbindelse med G8-formandskabet fik Blair og finansminister Gordon Brown effektivt sat udviklingsspørgsmål, herunder især Afrika, og til dels klimaforandringer øverst på dagsordenen. Det er på det første område lykkedes at få betragtelige resultater i hus, herunder en fordobling af det globale bistandsniveau fra 2010, og en aftale om multilateral gæld for de fattigste lande. På klimaområdet er resultaterne mindre spektakulære, men UK finder selv, at man har taget vigtige skridt i bestræbelserne på at få engageret USA og de førende udviklingslande.
Formandskabet for EU blev overtaget kort tid efter at folkeafstemninger i Frankrig og Holland havde afvist EU’s forfatningstraktat og var naturligt nok præget heraf. Trods vanskeligheder med at få den vigtige aftale om EU’s budget for 2007-2013 på plads, fik det britiske formandskab, og især premierminister Blair, budgetaftalen i land på det sidste topmøde i december 2005. Topmødet på Hampton Court, uden for London, i efteråret 2005 fik desuden styrket EU’s økonomiske reformdagsorden.
Der er fortsat relativt stor skepsis i den britiske befolkning over for EU-samarbejdet, som mange briter primært ønsker skal stå for økonomisk samarbejde og reformer baseret på velfungerende markeder.
Kilde: Udenrigsministeriet Tilmeld dig vores nyhedsbrev og/eller boligservice. 
|
